Nu Er Det Længe Siden

[Verso 1] E C#m Nu er det længe siden, F#m A E men end det gemmes i mit sind, E C#m hvordan i barndomstiden F#m B E den kære rug kom ind, E A hvordan dens kernetunge top B C#m B ved moders svage kræfter E B E blev lagt i lugen op. [Verso 2] E C#m Først bredte mor et klæde F#m A E så ømt som nogen højtidsdug; E C#m der måtte ingen træde F#m B E med sko i høstens rug; E A så fejed hun med limens rest B C#m B hvert snavset strå til side E B E som for en hædersgæst. [Verso 3] E C#m Den kære rug var gæsten, F#m A E som gjorde hvert et barn så spændt; E C#m se, far han lægger vesten F#m B E og ser så indadvendt: E A En skælven i et ydmygt sind, B C#m B en bøn til altets skaber, E B E før avlen bringes ind. [Verso 4] E C#m Og neg for neg forsvinder F#m A E og bliver under bjælken sat; E C#m og far får røde kinder F#m B E og spindelvæv om hat. E A Men mor er lige hvid og bleg, B C#m B hvor meget hun end stræber E B E med rugens tunge neg. [Verso 5] E C#m Det går mod aftentide; F#m A E snart skinner månen fuld og rund E C#m på gavl og vægge hvide F#m B E og ned i vognens bund. E A Mor standser træt og titter ind; B C#m B far kommer hen til lugen E B E og klapper hendes kind. [Verso 6] E C#m Og barnet, som har løbet F#m A E sig træt i dagens muntre leg, E C#m det er nu stille krøbet F#m B E ind under hjulets eg; E A dér høres dette skarpe knald B C#m B fra vognens fjæl mod sandet E B E af ørentvistens fald. [Verso 7] E C#m Og mellem hjulets eger F#m A E går stjerneblink og måneskin, E C#m og milde vinde hveger, F#m B E mens barnet slumrer ind. E A Så slutter far i Jesu navn, B C#m B og hjemmet går til hvile E B E med høsten i sin favn.